flashback

Som sagt er jeg stadig hjemme, og jeg var nede i stuen og se tv med min mor og min lillebror. Vi så 'Alarm 112' på TV2, som min lillebror er en stor fan af. Og lige pludselig i udsendelsen, brød jeg sammen i gråd.. I udsendelsen var der en episode med en mand, som havde fået en blodprop i hjernen. Den her mand blev fløjet med helikopter til Århus sygehus, hvor han skulle opereres for at få fjernet den her blod prop i hjernen - og det blev så gjort. Men det der fik mig til at græde, var tanken om at min kære morfar selv har været udsat for blodprop i hjernen. Han er heldigvis stadig i live, men han lever med konsekvenser for livet - han er lammet og kommer aldrig til at gå, men hans arme virker en lille smule og han kan løfte et stykke bestik som f.eks. en ske eller gaffel og løfte den op til munden og så få maden af bestikket.. Han kan ikke snakke med os, kun hviske et ja eller nej eller nikke langsomt eller ryste på hovedet, eller grine og smile. Sådan har det været i lang tid. Hvor lang tid, kan jeg ikke lige huske.. Faktisk kan jeg slet ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor min morfar har været "normal".. Han har altid været i kørestol så længe jeg kan huske, så det er ca. siden at jeg har været 5 eller 6.. Men i starten var det dog ikke så slemt, det blev værre og værre..

Jeg græd pga. at min morfar ikke fik den behandling, som manden i tv'et gjorde.. Det kunne have været min morfar, som måske ikke ville sidde i den situation som han gør nu.. Jeg elsker ham så pokkers højt, og jeg vil ikke miste ham pga. at lægerne ikke mente at han havde brug for det. Det skulle være dem selv, det gør mig så ked af det..